Sådan virker en tryghedsalarm med GPS
Der hører mange udfordringer med til livet generelt, både omkring skole, karriere, kærlighed, penge og sygdom og så videre. Men efterhånden som vi bliver ældre – og vi bliver jo heldigvis ældre og ældre – er udfordringerne ofte anderledes. Det er nye bekymringer, der melder sig på banen, mens andre ”gamle” udfordringer måske er overvundet.
For når man begynder at blive ældre, kan man se tilbage på gamle erfaringer. Man ved sikkert en del om kærlighed og penge, og man har lært en masse fagligt gennem skole, karriere og arbejde. Man kan hjælpe og vejlede sine kære i det, man selv er blevet klogere på.
Men noget, der er svært at blive rigtig klog på, er vores helbred. Når man kommer op i alderen, vil der typisk være helbredsmæssige udfordringer af den ene eller anden slags. Eller flere ad gangen. Måske døjer man med en kronisk lidelse. Måske er man ikke så aktiv mere – og helbredet generelt ikke så godt, som det har været. Det kan også være, man bare er blevet lidt dårligt gående. Og måske husker man ikke så godt mere.
God hjælp og tryghed for ældre og pårørende
Jo, der kan være masser af helbredsmæssige udfordringer at slås med, når man bliver ældre. Men heldigvis er der efterhånden masser af hjælp, også teknologisk, at hente – til bedre at kunne klare disse udfordringer. Heriblandt alverdens hjælpemidler. Et af dem er en tryghedsalarm, også kaldet en faldalarm. Tryghedsalarmer giver sikkerhed og tryghed for eksempelvis en dårligt gående ældre og dennes pårørende. En tryghedsalarm udformet specielt til ældre mennesker er meget let og logisk at betjene. Den er ikke ret stor, og den ældre kan have den hængende om halsen i en lang rem.
Den fungerer således: Hvis den ældre skulle komme ud for et fald eller en anden situation, vedkommende ikke selv kan komme ud af, er hjælpen nær. Den ældre skal blot trykke på knappen på tryghedsalarmen, hvorefter der automatisk bliver taget kontakt til en pårørende. En GPS i alarmen orienterer om, hvor den ældre befinder sig. Dette er en ekstra sikkerhed for alle parter – i tilfælde af, den ældre ikke ved, hvor han/hun er, eller ikke kan tale.
Et godt og aktivt liv som ældre
For selv om man er blevet ældre, er der stadig et liv, der skal leves. Mange ældre er stadig i fuld vigør, dyrker motion og fritidsinteresser, rejser og nyder livet. Og hurra for det! Men begynder man at skrante lidt og bliver lidt usikker på sit helbred, kan det være en idé at overveje en tryghedsalarm. De fleste mennesker, også mange ældre, ejer en mobiltelefon eller smartphone, hvilket selvfølgelig også er en rigtig god sikkerhed. Men er man eksempelvis gigtplaget eller på anden måde motorisk (eller teknisk) udfordret, er tryghedsalarmen en god løsning. Den kræver kun et tryk på knappen, hvorefter den selv klarer opkaldet/opkaldene og de andre tekniske ting. Således skal den ældre kun tænke på at snakke med den pårørende og give besked om situation og sted. På den måde er hjælpen altid nærmest.